Af Benjamin Damon
Hvor er det herligt at være vidne til, at gysergenren er levende som aldrig før. Selvom visse instruktører (I’m looking at you, David Gordon Green!) insisterer deres bedste på at smadre den ved at udgive sequels, prequels og remakes i ét stort, intetsigende og kvælende pløre, lykkes det heldigvis ikke helt. Originale stemmer pibler frem allevegne, og australske Talk to Me er et fremragende eksempel på noget af den fandenivoldske energi, der kan findes hos yngre filmskabere med noget på hjerte.
Instruktør-tvillingerne Danny og Michael Philippou, som i årevis har produceret indhold på deres YouTube-kanal, RackaRacka, stempler ind på verdensscenen med en frastødende, ubehagelig og hamrende interessant fortælling om en flok unge mennesker, der kommer til at gå lidt for langt med et ’uskyldigt’ eksperiment.
De grænsesøgende venner, Hayley (Zoe Terakes) og Joss (Chris Alosio), har fået fingre i en mystisk keramisk hånd, som kan bruges til at kontakte de døde; man skal blot gribe fat om hånden og ytre to sætninger, ”talk to me” og ”I let you in”. Herefter må seancen vare i 90 sekunder, for ellers kan det gå galt, og det overnaturlige kan få så meget kraft, at det bliver i deltagerens krop for evigt. Så ved man ligesom godt, at den tidsgrænse uundgåeligt vil blive overskredet …
Ordet spreder sig hurtigt om den fantastiske sensation, man tilsyneladende oplever i kroppen, når man lukker mørket ind. Det er en fascinerende præmis, fordi seancen unægteligt har karakter af at tage stoffer, men alligevel ikke involverer stoffer overhovedet. Pupillerne udvides og deltagerne smider alle hæmninger i halvandet minut – det er skræmmende at være vidne til, men det fremkalder også ustyrlig latter hos vennerne, der ivrigt filmer og deler på sociale medier.
Men det skal naturligvis stikke af, og det gør det også i Talk to Me. Mia (Sophie Wilde), som egentlig starter med at være lidt en outsider i gruppen, bliver mere eller mindre afhængig af rusen, og ender en af gangene med at gå nogle sekunder over tid. For hende er det et helt særligt flugtmiddel fra virkeligheden, hvor hun stadig forsøger at komme sig over sin mors død. Et fremragende lyddesign og score gør oplevelsen uhyggeligt nærgående som seer, og det er i momenter svært at undgå en hånd for øjnene. Er Mia sluppet uden varige mén som følge af overtiden med hånden?
Den problematik ryger hurtigt i baggrunden, da den blot 14-årige Riley (Joe Bird), lillebror til Mias bedste veninde Jade (Alexandra Jensen), også ender med at prøve hånden. Det går grueligt, grueligt galt, og den stakkels teenager bliver hastet på hospitalet med skader så slemme, at det næsten ikke er til at kigge på. Porten til helvede er sparket ind og står på vid gab, og ingen kan se sig fri. Især ikke Mia, som groft sagt trækkes igennem skærsilden, vendes på vrangen og trækkes ud igen.
Philippou-tvillingerne genopfinder på ingen måde gysergenren, og der er også masser af klassiske troper til stede i filmen. Alligevel føles Talk to Me så utroligt frisk. Et soundtrack bestående af tung hiphop, unge der rent faktisk taler nogenlunde som unge. Det er fedt!
Jumpscares og udpenslet gore sørger for, at man forlader biografen lettere (læs: meget) rystet. Men samtidig kan man ikke undgå at læse eksperimentet med hånden som en mere sigende allegori for, at unge allesteds døjer med psykiske problemer og angst og simpelthen ikke får den hjælp, de har brug for.
Det bliver måske lidt letkøbt til tider, men når en gyserfilm både formår at levere et aktuelt budskab, effektiv uhygge og drøngode skuespilpræstationer, ja, så er det svært ikke at klappe bare en lille smule i hænderne.
Kommentarer